Rækkedanse

Hvis man samlet betragter det repertoire, der er beskrevet i de hæfter der ligger til grund for vores foreningsfolkedans, kan man se, at dansene er opbygget over en lang række forskellige opstillinger. I nogle danse er parrene opstillet i kreds af vilkårlig størrelse, i andre er der to par sammen, tre par sammen eller fire par sammen, og endelig er der en form, hvor parrene er opstillet på en række. Derudover er der naturligvis alle pardansene.
Denne mangfoldighed af opstillinger afspejler i virkeligheden en lang række skiftende dansemoder. På et givet tidspunkt har en bestemt danseform været moderne, og dermed den mest brugte, og som tiden er gået, har den ene mode afløst den anden.
Denne artikels emne er rækkedansene.
Denne danseform var den helt store mode i sidste halvdel af 1700tallet. Den store udbredelse ses bl.a. af, at der findes rækkedanse i stort set alle egnshæfterne. I de fleste af hæfterne er der på den anden side ikke særlig mange, hvilket skyldes, at danseformen på indsamlingstidspunktet (første tredjedel af 1900tallet), jo har været umoderne i mange år. Meddelerne har derfor ikke kendt særlig mange.
Hvis vi derimod bevæger os tilbage til kilder fra 1700tallet, får vi et ganske andet billede af udbredelsen. Der findes bevaret et antal håndskrevne spillemandsbøger der er opbygget, så man i et opslag kan læse en melodi på den ene side, medens der er "tegnet" en dans på den anden.
Vi har i Danmark i alt bevaret 6 så danne bøger: En bog med navnet B. Riber dateret 1768 med i alt 36 danse, befinder sig på Dansk Folkemindesamling (DFS); en bog med navnet Reventlow dateret 1799 med i alt 159 danse, befinder sig på DFS; en bog uden navn dateret 1776 med 99 danse, er i privateje; en udateret bog med navnet Brandt med omkring 20 danse, befinder sig på Langelands museum;  to sammenhørende bøger (en med dansetegninger og en med tilhørende musik) begge uden navn og uden datering men i helt samme stil som de foregående med 103 danse, befinder sig på DFS; samt endelig en bog med navnet Jørgen Jørgensen dateret 1785 med 42 danse men ingen musik.
På nedenstående figur kan man se et eksempel på et sådant opslag. Eksemplet er fra Ribers nodebog.

Altså godt og vel 450 rækkedanse som vel at mærke næsten alle er forskellige. I disse bøger har næsten ingen af dansene navne. De betegnes blot nr.1, nr.2, nr.3 osv. Dette forhold har ændret sig som tiden er gået. De rækkedanse , der har overlevet så længe at de er blevet optegnet i vores dansehæfter, har som bekendt næsten alle et selvstændigt navn, f.eks. "Den gamle ottetur på langs" fra Thy eller "Kollemorten Sekstur" fra Vejle.
I samtiden blev danse af denne type under et kaldt Engelskdanse. Navnet er ikke tilfældigt, idet dansemoden stammer fra England. Den første gang, man hører om danse af denne karakter, er i en udgivelse i London 1651 af musikforlægger John Playford: The English Dancing Master. På nedenstående figur ses forsiden af bogen.

Bogen indeholder 100 danse med alle mulige forskellige opstillinger, her i blandt et antal "Longways for as many as will" ("Rækker for så mange som har lyst"). Bogen genudsendes de følgende år i stadig nye udgaver. I alt 18 udgaver bliver det til; den sidste udkom i 1728. Ser man på indholdet i bøgerne, skifter repertoiret fra de omtalte forskellige opstillinger til udelukkende at være rækkedanse(se ref 1). Rækkeformen har altså allerede på dette tidspunkt været højeste mode i England.
Den form for dansebeskrivelse der er benyttet i de omtalte danske dansebøger bruges ikke i England. Her beskriver man i stedet dansene med en række faste udtryk og vendinger. Ideen med at tegne dansene kommer fra Frankrig hvor denne notation var den gængse i 1700tallet (se ref 2)
Princippet i opbygningen af rækkedanseformen er behandlet i forskellige samtidige udgivelser, bl.a. en bog af en herre, der hedder von Feldtenstein: "Erweiterung der Kunst nach der Choreographie zu tanzen" ("Vejledning i kunsten at danse efter koreografi") udgivet i 1772. Det forklares her, hvordan tegningerne skal forstås: De to 1-taller angiver første par, de to 2-taller andet par og de to 3-taller tredie par. De enkelte tegninger læses i samme rækkefølge som man læser en tegneserie (von Feldtenstein bruger naturligvis lidt andre ord!) og de snoede linier, der udgår fra parrene, anfører den rute, man skal bevæge sig. Det er altid første par der begynder, og når man kommer frem til tegning nummer to, starter parret der, hvor det sluttede på tegning nummer et. Når hele danseforløbet er danset igennem en gang, er første par rykket en plads ned i rækken og starter forfra med nye par.
De brudstykker af den samlede rute, der fremgår af hver enkelt tegning, er på ingen måde tilfældig, men udgør hver for sig et karakteristisk danseforløb. Disse beskrives alle omhyggeligt og illustreres på hver sin tegning. Som eksempel kan man på nedenstående figur se hans tegninger nr 88, 89 og 90.

En vilkårlig engelskdans består så blot af et antal danseforløb der er blandet sammen på en passende måde. En del af dem har egne navne f.eks. "hel figur", "halv figur", "stort ottetal", "lille ottetal" osv, hvilket gør det nemt at lave en kortfattet mundtlig beskrivelse af en dans.
Det er klart, at denne måde at opbygge en dans på giver mulighed for et umådeligt stort antal forskellige danse, hvilket også tydelig fremgik af omtalen af de danske dansebøger. Der udkom særlige bøger med vejledning i selv at lave sin egen engelskdans: "Karakteristiske engelske danse med fuldstemmig musik og tourer samt en undervisning i engelske danses nødvendige regler og kunsten at tegne toure" af D.Weis og Blesmann 1. del 1777( ref 4), og i Tyskland kunne man i 1784 hos balletmester Joseph Lanz få en lille æske med 120 kort, hver med tegning af en karakteristisk engelskdansfigur (se ref 5).
Dansene findes i princippet i to forskellige udformninger, idet nogle af dansene danses sammen to og to par af gangen, medens andre danses sammen tre og tre par. Formen med to par er dog ret sjælden. Langt de fleste udføres af tre par af gangen.
Der findes fra dansk grund også masser af skriftlige kilder, der beskriver engelskdanse.
Den første kendte danske udgivelse af dansebeskrivelser (altså en udgivelse hvor dansene beskrives med ord) kommer 1780-1781. Det drejer sig om tre bind med titlen "Samling af de nyeste engelske Dandse med Toure af Hr. Pierre Laurent" udgivet af kongelig hofdansemusikinspektør H.H. Jacobsen. I bind 1 er der 80 danse, der alle er rækkedanse (altså engelskdanse) medens der blandt de 93 danse der er i bind 2 og 3, er 16 kontradanse hvor opstillingen er fire par i en firkant (altså det som vi i dag kalder en kvadrille).
I de efterfølgende år udkommer der et utal af engelskdanse, ikke blot fra Jacobsens hånd, men også fra mange andre udgivere (se ref 6).
Det drejer sig her om egentlige dansebeskrivelser. Disse er alle ret kortfattede, idet de henvender sig til et publikum der i forvejen er inde i hele stilen og traditionen omkring engelskdansene. Der er derfor en del detaljer som er underforstået og som kan gøre det vanskeligt for en nutidig læser at gennemskue dansen. Der skal her gives et eksempel på en af Jacobsens engelskdanse, nemlig nr. 6 i bind 1. Den hedder La Favorite.

1 Tour.
1ste M. og D. giøre 2 Bal. med høire Haand i Veiret, derpaa dreier M. sig under Armen og giør Allemande med høire Haand.
2 Tour.
De balancere igien med venstre Haand i Veiret, derpaa dreier D. sig under Armen, de giøre Allemande med venstre Haand.
3 Tour.
De giøre dos a dos og kaste af.
4 Tour.
1ste M giver høire Haand til 3die Dame og rundt, og hans D. imidlertid det samme med 2den M., hvorpaa 1ste H. og D. give venstre Haand til hverandre og rundt.

Man vil bemærke, at han opdeler dansen i 4 "Toure". På Jacobsens tid betyder en "Tour" blot et afsnit af dansen. Normalt vil det være sådan, at en Tour svarer til 1 gennemspilning af en reprise i musikken.
Et andet karakteristisk træk ved alle disse gamle dansebeskrivelser er, at der næsten aldrig skrives noget om  trin. Hverken hvilke trin der skal bruges eller hvor mange! Det var nemlig ikke nødvendigt, for de dansende vidste godt hvilke trin der skulle bruges, og så gav antallet af trin jo sig selv, når man hørte musikken.
Datidens trinrepertoire er ikke helt sammenfaldende med vores, men hvis La Favorite skulle danses med vores trinudvalg ville det nok være passende at danse den med chassetrin eller tyrolertrin. En "allemande" er det samme som ryggreb og begrebet "at kaste af" er det samme som anvendes i dag i engelsk og amerikansk dansetradition, altså en figur hvor to par der står på række bytter plads, ved at det øverste af parrene danser bag om det nedenfor stående par.
Det kan sagtens lade sig gøre at danse dansen ud fra beskrivelsen, men man skal naturligvis prøve sig lidt frem for at få det hele til at passe sammen.

I de efterfølgende år kom der en lind strøm af udgivelser, også fra mange andre udgivere, så succesen har åbenbart været hjemme. Går vi lidt frem i tiden (godt 40 år), kan man af en dansebog udgivet af Jørgen Gad Lund i 1823 se, at engelskdansene stadig danses, men at der også er mange andre danse på banen. Bogens forside ses på nedenstående figur.

Bogen, som hedder Terpsichore, indeholder en beskrivelse af vals (i øvrigt den første danske beskrivelse), en beskrivelse af menuet, beskrivelser af et større antal opstillingsdanse (bl.a. Molinasky, Fandango, Figaro, og La Tempete) samt et helt afsnit med engelskdanse. I de tidligere omtalte udgivelser var dansene altid ledsaget af et stykke musik. Det er de ikke her. De er simpelthen inddelt i kapitler efter hvor mange afsnit dansene indeholder. Måske var man efterhånden oversvømmet af så mange engelskdansemelodier, at man valgte en tilfældig melodi, blot den i længde kunne passe til dansen???
Hans dansebeskrivelser er om muligt endnu mere kortfattede end Jacobsens. Nedenfor er der vist et eksempel på en af hans danse.
Bemærk i øvrigt, at denne dans har en vis lighed med "Engelskdans på langs" fra Sjælland

I 1800-tallets start kommer der ny variant af engelskdansene på mode. Dansene kaldes skotske danse og minder meget om engelskdansene. De foregår ligesom engelskdansene på rækker hvor parrene i løbet af dansen skifter plads med hinanden, men de har typisk en simplere opbygning. Det er næsten altid små korte melodier, hvor de opførende par til den første del af musikken danser en eller anden forholdsvis simpel figur og til den anden del af musikken danser op og ned gennem rækkerne. Den ovenstående "Første Engelskdands" fra Gad Lund er egentlig meget "skotskdanse-agtig" bortset fra, at der er byttet om på de to afdelinger.

Der findes i danske nodebøger masser af melodier, der hedder Skotskdans (eller Eccossaise, hvilket er det samme. Det er blot fransk og betyder skotsk), men der er mærkeligt nok næsten ingen dansebeskrivelser. Der kendes kun 1 hæfte bevaret med skotskdanse. Forsiden af dette hæfte ses nedenstående.

Som det fremgår af forsiden indeholder hæftet 6 danse "for flere stemmer". Dansene er beskrevet med en kort tekst  og en tilhørende enkel tegning og igen uden trinangivelser. Udgivelsen er øjensynlig til brug i sociale kredse, hvor man havde råd til at ansætte et større orkester. Bemærkningen om, at arrangementet er for " flere stemmer", viser sig at omfatte et arrangement for Violino primo, Violino secondo, Basso, Flauto octavo, Clarinetto primo, Clarinetto secundo, Corno primo og Corno secundo altså et ottestemmigt orkesterarrangement, og det er vel næppe en orkesterbesætning som en tilfældig daglejer eller husmand har kunnet stable på benene.

Når vi i dag danser rækkedanse, er det en danseform, som mange mennesker finder en smule kedelig. Det skyldes primært, at nutidens dansere helt har glemt, hvad engelskdansens grundlæggende "ide" går ud på. Vi kan ikke længere huske de mange figurer udenad, så blot det at lære en dans tager lang tid. Når vi så endelig er kommet gennem det hele, og alle par har prøvet opføringen, sætter vi os veltilfredse på vore stole i lykkelig forvisning om, at det i det store og hele lykkedes os at bevæge os over gulvet ad den rette rute.
Det er i virkeligheden noget helt andet dansen går ud på!
Det er en meget social dans: Når man stiller op til dansen, gør man det i forvisning om, at man nu skal i gang med at danse til en god melodi i den næste times tid, og at man, efterhånden som dansen skrider frem, skal danse med alle de andre der danser med i rækken. Man er jo ikke selv aktiv hele tiden, så der er også tid til at snakke med de omkringstående, og man kan måske glæde sig til, at man på et tidspunkt når frem til at skulle danse med den udkårne. I mange af dansene er der på et tidspunkt indlagt en figur, hvor der laves trin på stedet, og her er der mulighed for at improvisere, og (hvis man er en god danser) er der måske endda mulighed for at imponere det modsatte køn!

Til slut en opfordring til at dyrke rækkedansene lidt mere. Brug den nødvendige tid til at lære en dans, og dans den så igennem fra start til slut, altså til alle igen står på egen plads. Vælg en forholdsvis enkel dans med god og iørefaldende musik og nyd så, at der er god tid til at danse, god tid til at hilse på de forbipasserende og god tid til at nynne med på musikken
Det er hårdt for musikken, men en stor fornøjelse for danserne. God fornøjelse.
 

Kildehenvisninger:
1. I Indledningen til faksimiliudgivelse af The English Dancing Master. Schott and Co. ltd. London 1957, er der en meget omfattende omtale af Playford og af indholdet i hans udgivelser
2. I Wendy Hiltons bog "Dance of Court and Theater", London 1981 er der en fyldig beskrivelse af fransk dansenotation.
3. Bogen er genudgivet i faksimiliudgave i en serie, der hedder Documenta Choreologica bind IX, Leipzig 1984. Bogen har en omfattende efterskrift.
4. Omtalt i Gertrud Weensgård: Fryd dig ved livet. Eget forlag, 1987.
5. Omtalt i Hartmut Braun: Tänze und Gebrauchsmusik in Musizierhandschriften des 18. und frühen 19. Jahrhunderts aus dem Artland
6. Nærmere omtalt i Henning Urups artikel "Dans i København ca. 1750-1840" i bogen "Musik i København" red. Niels Krabbe. Reitzels Forlag 1997