Artiklen er oprindelig bragt i Landsforeningen Danske Folkedanseres medlemsblad Hjemstavnsliv nr 1, 1986 som indlæg i en debat om dansestil.
Der har i dette efterår været en del artikler i Hjemstavnsliv om, hvad dansk folkedans er, hvad det har været, og hvad det skal ende med at blive. En del af de fremsatte synspunkter kan jeg i det store og hele være enig i (f.eks. Børge Holms udmærkede historiske gennemgang i nr 6, 1985), medens jeg ved læsningen af andre spørger mig selv, om det mon er det samme, vi beskæftiger os med.
For at få indkredset dette spørgsmål vil jeg tage udgangspunkt i Steen Rasmussens artikel "Hvad er dansk folkedans?" fra Hjemstavnsliv nr 10, 1985. Jeg tror, at årsagen til den megen debat om hvad der er rigtigt og forkert skal findes i forskellige grundholdninger til, hvorfor man egentlig går til folkedans. I Steen Rasmussens artikel fremføres det
- at vi danser folkedans for at bevare en dansk kulturarv, der ellers ville gå tabt
- at årsagen til, at disse danse i dag er beskrevet, er, at man i sidste øjeblik kom i gang med indsamlingsarbejdet og
- at dansene i øvrigt er (citat) "et meget differentieret højdepunkt af en udvikling" samt "repræsenterer det sidste led i en lang udvikling".
Dette synspunkt er jeg uening i. Det er naturligvis korrekt, at dansene er blevet indsamlet i sidste øjeblik, men det ville være tilfældet, uanset hvornår man havde lavet indsamlingsarbejdet. Var man startet i 1850, ville nogle få gamle kunne huske, hvordan man dansede polskdans; var man startet i 1750, ville der være nogen, der kunne huske de gamle kædedanse, og i dag indsamler Dansk Folkemindesamling de danse, der stadig danses i tradition rundt omkring i landet. Og på et hvilket som helst af disse tidspunkter ville man kunne sige, at man var ude i sidste øjeblik.
Af samme årsag kan jeg heller ikke godtage, at det er et højdepunkt af en udvikling, der blev indsamlet dengang. Man har altid danset, og der er naturligvis altid blevet fundet på noget nyt. På et givet tidspunkt har en given egns danserepertoire bestaået dels af helt nye ting, som kun de mest lærenemme kunne, dels af det almindelig kendte og dels af nogle gamle ting som kun få kunne huske, og som var på vej ud. (tænk på en nutidig familie fest. Alle kan danse "moderne" (den dér almindelige pardans), de mest danseivrige kan en masse variationer, og nogle få kan huske, da alle for 15 år siden dansede jenka). Jeg kan ikke være uenig i, at hele det danserepertoire som folkedans repræsenterer, i det store og hele forsvandt i årene op til 1900, men jeg mener som sagt ikke at der var tale om, at dansen på det tidspunkt befandt sig på et særligt højdepunkt.
Og hvorfor danser vi så disse gamle danse?
Vi danser dem for at bevare en dansk kulturarv siges det, men hvis en person der danser f.eks. Baglæns Kontrasejre, ved hvert trin kun tænker på, at han/hun nu genopliver et stykke dansk kultur, vil jeg påstå, at vedkommende har overset en ret så væsentlig dimension i dansen.
Dette bringer mig frem til mit eget synspunkt, der er det enkle, at vi naturligvis danser, fordi vi kan lide det, fordi vi synes,det er rart, og fordi det bringer os glæde. Dette må vel være kernen i al dans, uanset om man dyrker latinamerikansk dans, ballet, danser helt improviseret, eller som vi gør det, danser folkedans.
I den forbindelse vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at den beskrivelse af en dans, der kan nedfældes på tryk, kun er det halve af dansen. Mange er desværre af den opfattelse, at en dans består af skarpt adskilte dele.
Eksempel: Først er der en tur med præcis 16 hurretrin. Dernæst skal danserne gå en nærmere angivet rute, hvor det er meget vigtigt, at man efter så og så mange taktslag er nået nøjagtig så og så langt, og endelig er der en kæde hvor man, i samme sekund den sidste tone i reprisen er spillet, skal være nået hjem på plads.
Det er imidlertid kun den halve dans. Først i det øjeblik man føler, at dansen fra det første trin i første tur og til sidste trin i sidste tur er en lang og sammenhængende bevægelse, hvor man automatisk danser de forskellige afdelinger i dansen i sammenhæng, og hvor man ikke hele tiden i sit hoved tæller trin, først da danser man dansen. Så længe man blot bevæger sig et nærmere angivet antal trin og går en nærmere angivet rute, udfører man kun en mekanisk handling, som intet har med den festglæde og stemning at gøre, som dansen engang var en naturlig del af. Først i det øjeblik man, inden for den ramme som dansens figurer og struktur angiver, kan bevæge sig frit, danser man.
I forlængelse af dette har jeg lyst til at skrive lidt om opvisninger. Efter min mening er selve begrebet opvisning i grundliggende modstrid med dansens inderste natur, og i modstrid med hele den tradition man forsøger at genoplive.
Dansene eksisterede ikke som noget, der blev opført med det formål at skulle beskues, men har udelukkende levet i kraft af at folk havde lyst til at danse dem. Det er naturligvis spændende at deltage i f.eks. et internationalt stævne, og se hvordan man danser i andre lande, samt over for andre danseinteresserede at vise hvordan dansk dans ser ud. Ved en opvisning på det lokale torv bestilt af den stedlige handelsstandsforening vil jeg derimod mene, at man har fjernet dansen så langt fra dens oprindelige sammenhæng, at det er diskutabelt, hvorvidt det,der fremføres med rette kan betegnes folkedans.
Lad mig slutte med et citat fra en kommentar af Kjeld Nielsen i Hjemstavnsliv nr 10, 1985 side 231 under overskriften "Kære folkedansere". Han skriver om nogle af folkedansernes såkaldte unoder: "......det er muligt, det er morsomt, men det er ikke efter bogen.......". Jeg vil tage citatet til mig i lidt omskrevet form: "Måske er det ikke helt efter bogen, men det er morsomt"