Artiklen er oprindeligt skrevet som debatoplæg til et seminar for undervisere på Danske Folkedanseres lederuddannelse. Artiklen er ikke tidligere publiceret, men er blevet udleveret til samtlige deltagere på Danske Folkedanseres årlige lederkursus på Nørgårds Højskole i Bjerringbro i perioden 1988 til 1997
Det siges ofte, at vi i vores folkedanserforeninger viderefører en folkelig tradition, og at vi derved redder et stykke værdifuldt dansk almuekultur fra glemselens mørke.
Vi vil i det følgende sætte spørgsmålstegn ved denne påstand, og vi vil konkludere, at selv om det vi laver måske ikke har så meget med den oprindelige folkelige tradition at gøre, betyder det ikke så meget. Det er nemlig godt nok alligevel.
Det må til en begyndelse være fornuftigt at overveje, hvad der egentlig forstås ved en folkelig tradition. Der er i tidens løb blevet givet mange bud på fænomenets beskaffenhed, men det er åbenbart vanskeligt præcist at definere, hvorved den folkelige dans og musik adskiller sig fra andre former for samme.
Følgende tre punkter, der er udformet af "The International Folk Music Counsil" i 1954 (her i Kjeld Nørgaards fordanskning), giver et bud på, hvad der karakteriserer en folkelig tradition.
1. Den folkelige tradition er karakteriseret ved en kontinuitet, der sammenbinder det eksisterende med det forgangne. Overleveringen er i en eller anden forstand sanset (set, hørt, fornemmet).
2. Den folkelige tradition er karakteriseret ved en variation, der udspringer af den traditionsbærende gruppes/individs/samfunds egen kreativitet.
3. Den folkelige tradition bearbejdes via en stadig udvælgelse (foretaget af den traditionsbærende gruppe), der bestemmer den form i hvilken musikken eller dansen fremstår på et givet: tidspunkt.
Det er her vigtigt at bemærke, at dansen (som er den del af traditionen, vi beskæftiger os med) ikke var et fænomen, der i sit naturlige miljø var løsrevet fra de ting, man i øvrigt foretog sig. Man havde set og oplevet hvor, hvornår og hvordan man dansede, på samme måde som man havde set og oplevet f.eks. hvordan årets gang afspejlede sig i markarbejdet.
Efter at have slået dette fast vil jeg omtale de tre punkter hver for sig, og jeg vil under hvert punkt kort forsøge at relatere det til nutidens folkedans.
ad 1: Mange er af den opfattelse, at vores folkedanserepertoire består af danse, der alle er af en betydelig ælde, og at dansene
i hvert fald er blevet danset i perioden 1750 - 1850. Det er imidlertid klart, at man umuligt kan have danset hele repertoiret i hele perioden. Dette ses bl.a. af den kendsgerning, at mange af danseformerne (f.eks. polka) angiveligt først er opstået efter århundredeskiftet, hvorfor den naturligvis ikke kan have været danset i 1760.
Desværre ved vi ikke noget om, hvordan et repertoire har set ud på en bestemt egn på et givet tidspunkt, men vi kan nok til en vis grad tænke os til repertoirets karakter.
Det har antagelig været lidt af en blandet landhandel. Det har dels bestået af nogle danse, som har været danset i det pågældende miljø i mange år, og som alle kunne og var fortrolige med. Derudover har der været nogle danse, som var gået af mode forlængst, og som kun nogle få gamle kunne huske, og desuden har der nok også været et nyere repertoire, som ikke alle havde lært endnu. Hvor hurtigt danserepertoiret rent faktisk har skiftet, ved vi ikke noget om, men det ser ud til, at menuetter og polsk-danse indenfor en forholdsvis kort årrække er blevet udkonkurreret af figurdanse, og at disse også temmelig pludseligt er blevet delvis udkonkurreret af pardansene. Hvor hurtig udskiftningen af repertoirét, inden for den enkelte modebølge, har været, ved vi på nuværende tidspunkt intet som helst om.
Det væsentlige at holde fast ved i det ovenstående er, at der i det man foretager sig (i dette tilfælde dans), er en stor overvægt af kendt stof, og at dette stof hele tiden er under påvirkning af nye strømninger. Dette vil medføre, at der sker en, ofte
i øjeblikket umærkelig, ændring af det totale udførelsesmønster. Et andet vigtigt punkt at holde fast ved er, at man lærte dansene ved at være med til dem, og ikke ved at gå på kursus (en nutidig sammenligning: Ingen af de, der læser dette, har nogen sinde været på kursus i at gå til familiefest, men ikke desto mindre er ingen i tvivl om hvilke skikke og hvilken opførsel, der knytter sig til familiens fester. F.eks. ved alle, at man får suppe, steg og is, og ikke steg, is og suppe.)
Denne måde at lære dansene på betød (formodentlig), at man var meget sikker i den enkelte dans, og at man opfattede en dans som en meget sammenhængende handling. Denne fornemmelse af sammenhæng forsvinder nemt i det øjeblik en dans skrives ned udfra et pædagogisk synspunkt. Den bliver her for overskuelighedens skyld netop delt op i afsnit, der endda ofte indlæres særskilt hvorfor nutidens danser også er undskyldt, såfremt han tror, at hver del danses for sig, og ikke i sammenhæng med det resterende.
ad 2: Dette udsagn skal ikke forstås sådan, at man har danset/spillet forskelligt hver gang man udførte en bestemt dans. Tværtimod er jeg overbevist om, at man har været endog meget tro overfor den måde, hvorpå man dansede.
Variationen kommer ind i billedet, hvis man ser på, hvordan man udfører "den samme" dans/melodi i forskellige områder. Der findes som bekendt i vore beskrivelser et hav af danse, der er næsten ens, uagtet de stammer fra forskellige landsdele. Som eksempel kan man bruge danse af typen "Russisk kontra" fra Randershæftet eller "Det lille f" fra Præstøhæftet. Denne dans findes i forskellige varianter fra omtrent hele landet, og det er naturligvis helt usandsynligt, at man uafhængigt skulle have fundet på den samme dans overalt. Mere troligt er det, at dansen er blevet konstrueret på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted, og at man, når man lærte den på en ny egn, dansede den på en måde, der var i tråd med, hvordan man i øvrigt dansede det pågældende sted.
Det væsentlige i dette forhold har man i folkedanserbevægelsen øjensynlig kun været opmærksom på i begrænset omfang, hvilket bl.a. ses af følgende eksempel.
I bogen "Om spillemænd og Spillemandsmusik", udgivet af Landsforeningen af Danske Folkedansere i 1968, skriver Svend Jørgensen på side 11f om melodi-varianterne til de forskellige Oxekow-danse, at disse varianter må udspringe af en eller anden oprindelig melodi, og han udtænker et, i øvrigt meget snedigt, system til at "udtrække" denne oprindelige melodi af varianterne. Efter at have gjort dette er han så heldig at falde over et stykke komponeret musik med titlen "Quadrille á Oszcakow" og han kan konstatere, at dette stykke musik er næsten identisk med den melodi, han havde konstrueret. Svend Jørgensens forslag er da, at vi kasserer de mange varianter, og bruger det oprindelige stykke musik. Det mener vi er en fejlkonklusion. Den originale melodi (eller den originale dans, hvis man skulle være heldig at finde den) er kun interessant set ud fra et musikhistorisk / dansehistorisk synspunkt. Det, der gør dansen og musikken folkelig, er netop, at den er forskellig, alt efter hvem der har overleveret den.
ad 3: Hvis det var muligt at se, hvad man dansede på en given egn i 1750, i 1800 og i 1850 ville man få noget temmeligt forskelligt at se. Som omtalt under punkt 1 er traditionen hele tiden påvirket af nye modestrømninger, og da man naturligvis ikke blot udvider sit repertoire i det uendelige, er der naturligvis noget, der glider ud. Denne udvælgelse sker ikke bevist. Efterhånden som nye danse kommer ind i repertoiret, vil der være andre danse, som spillemanden ikke længere bliver opfordret til at spille, og når en dans ikke længere bliver spillet og danset, ja, så er den forsvundet. Det er væsentligt at huske, at danse og melodier i denne sammen hæng kun eksisterer i det øjeblik de bliver udført. Når de ikke længere spilles eller danses eksisterer de ikke længere.
Situationen i dag er noget anderledes. Det er naturligvis stadig gældende,at dansen i sig selv kun eksisterer, når den udføres, men da vi i dag har konstrueret et katalog over den måde, vi udfører dansene på, eksisterer dansene på en måde uanset om nogen danser dem eller ej.
Vi vil nu gå over til at se på, hvad det er for et billede, vores foreningsfollkedans giver af repertoiret.
Til forskel fra hvad der gælder for musikken findes der fra almuemiljøet ingen samtidig nedskrift af dansene. Hele vores kendskab til datidens almuedans har vi fra en mundtlig overlevering givet af gamle folk. Og hvad har vi så rent faktisk fået at vide? Ja, spurgte man i 1905 en 70-årig person, hvad vedkommende dansede i sin 18-årige ungdom, får man oplyst, hvad der, så vidt vedkommende da husker, blev danset i 1853. Og intet andet! Vi kan ikke vide noget om hvor længe de enkelte danse på dette tidspunkt har været brugt, og vi kan ikke vide, om der har været andre danse, som meddeleren blot har glemt eller måske ikke synes var noget særligt, og derfor holdt for sig selv.
Nu er dansene i hæfterne som bekendt ikke nedskrevet samtidigt efter meddelelse fra lige gamle mennesker, og man har naturligvis heller ikke kun nedskrevet det, som folk kunne huske blev danset i deres ungdom. I indledningen til mange af hæfterne fremgår det endvidere, at man på den pågældende egn har fundet danse, der på haftets udgivelsestidspunkt, er blevet danset endnu. De i hæfterne beskrevne danse er altså ikke et øjebliksbillede af almuens dans på et bestemt t:idspunkt, men en opsamling af, hvad der er blevet danset i Danmark fra omkring 1850 og frem til ca 1930.
Desværre er det ikke muligt i hæfterne at se, hvem der har meddelt den enkelte dans, hvor gammel vedkommende var på meddelelsestidspunktet samt hvornår og under hvilke omstændigheder dansen er blevet danset. Det er muligt, at nogle af disse oplysninger kan findes i F.F.Fs arkiv, men det er nok tvivlsomt, da indsamlerne dengang må formodes hovedsagelig at have været interesserede i at få optegnet flest mulige danse. Desværre er man ofte først opmærksom på det interessante i en oplysning, når den ikke længere er tilgængelig.
Som omtalt i indledningen var dansene, dengang de levede blandt folk, en naturlig del af samværet ved festlige lejligheder. Det var simpelthen det, der dansedes, når der var dans. Denne situation er ganske anderledes i dag. For det første skal vi først lære dansene, og for det andet er den sammenhæng, de sættes ind i, en helt anden. Og da intet eksisterer løsrevet fra en sammenhæng, er det en væsentlig pointe.
Når vi danser, gør vi det næsten altid i iscenesatte situationer. Lad mig bruge landsstævnet som eksempel. Ved denne lejlighed samles folk fra nær og fjern i tusindvis og danser - dirigeret af en leder, - til musik fra et kæmpeorkester, - der spiller musikken i et i forvejen nedskrevet arrangement. Man danser danse fra forskellige egne og forskellige tider, i tilfældig rækkefølge, og oftest danser man oven i købet kun en del af hver dans ( idet man som regel springer flere af turene over).
Hvad angår selve udførelsen af de enkelte danse har vi ingen mulighed for at vide, om den er i overensstemmelse med den oprindelige. Det eneste, vi har beskrevet, er dansenes figurer. Vi ved ikke noget om, med hvilken "fornemmelse" en bestemt dans har været danset (en "op på tæerne"-fornemmelse, en "ned på gulvet"-fornemmelse, en "glidende", en gyngende", en "ligeud"-fornemmelse o.s.v.), for det har man ikke skrevet ned. Man kan naturligvis ivrigt diskutere, hvorvidt et valsetrin betones på den ene eller den anden måde, men man kan aldrig vide noget om, hvad der er det rigtige. Sandheden er nok, at man (jfr punkt 2) har danset f.eks. et polkatrin forskelligt i forskellige dele af landet, og at den standardisering af trinene, der er almindelig brugt i dag, rent historisk er helt hen i vejret (denne standardisering kan med held sammenlignes med Svend Jørgensens melodistandardiseringsforslag, der er omtalt tidligere).
Det skulle alt i alt ikke undre os, om en høstkarl fra 1810, hvis han fik mulighed for at overvære os danse, ikke ville opdage, at det, vi dansede, havde noget at gøre med hans høstbal.
Efter at have fremkommet med denne hårrejsende konklusion er spørgsmålet så, hvad vi skal gøre ved det.
På de fleste punkter er der nok ikke noget at gøre, men det er der vel sådan set heller ikke nogen grund til.
Vi elsker jo at danse. Vi nyder det og synes, at det er rart og sjovt, og så kan vi (som dansere) for så vidt være ligeglade med, hvorfor vi danser netop som vi gør. Og når vi mænd danser vals med en smækker mø, kan det være inderligt ligegyldigt, om vi er i færd med at kopiere en tidligere epokes danseform eller ej!
Som underviser i folkedans er det naturligvis vigtigt, at man er sig de omtalte forhold bevidst, så man ikke belærer folk om noget fejlagtigt. Det essentielle i det foregående, og det, som det er vigtigt at huske, må være følgende:
Når vi danser folkedans, rekonstruerer vi, ud fra vore egne forudsætninger, en bestemt danseform, og sætter den ind i en anden sammenhæng. Det bliver derfor nødvendigvis til noget andet end det oprindelige, men det er godt nok alligevel!