Om dansestil.

Artiklen er oprindelig bragt i Landsforeningen Danske Folkedanseres medlemsblad Hjemstavnsliv nr 5 1996 som indlæg i en debat om dansestil. Artiklen er her lettere omskrevet i forhold til den oprindelige.

I forbindelse med omtale af dansestil indenfor dansk folkedans sker det ofte, at ordet "kropslighed" bringes på banen.
Det er jo et godt ord, for hvad betyder det egentlig?

Når man vil beskæftige sig med, hvilken form for kropslighed der skal lægges i en dans, tror jeg at det er vigtigt at skelne mellem, hvordan en dans udføres og hvordan den opleves.
Jeg vil til en begyndelse illustreret problemet med et eksempel fra musikkens verden:
Lad os forestille os, at vi bliver præsenteret for 5 stykker musik fra en eller anden bagindisk bjergegn. I vore (og de fleste andre vesteuropæeres) ører lyder musikstykkerne temmelig ens og, efter de flestes mening, sikkert rædsomt. Enkelte vil måske endda gå så vidt, at de vil sætte spørgsmåltegn ved, om der i det hele taget er tale om musik!
En lokal bagindisk bjergbonde vil derimod straks vide, at det er f.eks. tre stykker dansemusik, et ceremonielt bryllupsstykke og en melodi med religiøs funktion.
Bjergbonden vil naturligvis have det på samme måde som os, hvis han bliver præsenteret for vores musik!
Denne voldsomme uenighed mellem den bagindiske bjergbonde og os skyldes naturligvis, at lydene først bliver til musik, når de er nået ind i hovedet på den, der lytter!! Først når vi med hjernen har opfattet lydene og bearbejdet dem i relation til alle vores erfaringer i forhold til hvad musik er, kan vi erkende lydene som musik.
Essensen i dette eksempel er, at en bestemt udførelse af et givet musikstykke vil give personer med forskellig musikalsk og kulturel baggrund en meget forskellig oplevelse af musikstykket.

Det er det samme med foreningsfolkedans!
Situationen er i stedet, at vi her sammenholder to tidsaldre og ikke to lokaliteter. Det bliver det naturligvis ikke lettere af, da vi jo af gode grunde ikke har mulighed for at spørge en malkepige fra 1820 om, hvilken oplevelse hun har, når hun danser "Den toppede høne".
Jeg vil imidlertid gerne komme med et gæt: Jeg tror, at hun havde det godt med at danse den! Ellers ville hun nemlig ikke gøre det. De, der dansede, havde det sjovt og rart, og musikken lød godt. Sandsynligvis ville en filmoptagelse (såfremt det havde været muligt) kunnet afsløre, at der i aftenens løb indsneg sig adskillige fejltrin, og at musikken i perioder ikke stemte helt. Det er imidlertid uden betydning, for deltagernes oplevelse af situationen var anderledes.

Og her når jeg frem til et særdeles vigtig spørgsmål: Hvad er vores mål med at danse folkedans? Er det at danse og spille på en sådan måde at det ser ud og lyder på samme måde som dengang, eller er det at danse og spille så vores oplevelse af dansen og musikken er den samme som deres?
Med andre ord: Skal vi udføre det som dengang, eller skal vi opleve det som dengang.

Hvad angår spørgsmålet om at udføre dansene, som man gjorde det i sidste og forrige århundrede, har vi et problem. Vi ved simpelt hen intet om, hvordan det så ud. Man kan med rimelig sikkerhed rekonstruere dansenes stil ved hoffet og på danseskolerne, da dansemestre og danselærere har nedskrevet ret detaljerede beskrivelser. Men der har jo sikkert været temmelig stor forskel på, hvordan dansene rent stilmæssigt blev udført ved et hofbal og ved et daglejerbal.
Et andet problem er, at selv om vi havde haft kendskab til almuens dansestil, kunne vi alligevel ikke have udført den, alene af den grund, at vores sociale og fysiske baggrund er en anden end deres. Datidens bønder var meget mindre end os, og de var prægede af hårdt fysisk arbejde, dårligt isolerede boliger, sygdomme, lus, lopper, dårlig ernæring og en lang række andre forhold, som uundgåeligt må have haft indflydelse på deres måde at bevæge sig på. En moderne dansker anno 1996 vil under ingen omstændigheder kunne danse på samme måde som en hårdtarbejdende bonde fra 1800.

Jeg mener derfor, at det er vigtigt, at vi ikke forsøger "at lade som om" vi er landalmue fra 1800tallet, for det er vi ikke.
Når vi danser foreningsfolkedans, skal vi naturligvis danse det på den måde, der er beskrevet i de dansehæfter der indeholder vores repertoire, men eksempelvis "Kontrasejre fra Odsherred" bliver jo ikke til en dans, blot fordi man rent teknisk bevæger sig hen over gulvet ad den rute, der fremgår af dansebeskrivelsen. Det bliver først til en dans, i det øjeblik man giver sine bevægelser en form for udtryk. Det kan man så kalde kropssprog (eller man kan kalde det noget andet). Men hvis jeg skal have det lige så godt med at danse som den tidligere omtalte bondepige fra 1820, så er jeg nødt til at bevæge mig på en måde, der falder naturligt for mig.
Og når nutidens unge danser til "Baltinget" eller "Phønix" (for nu at nævne et par orkestre der ikke går af vejen for moderne harmonik og instrumentering) så må deres kropssprog nødvendigvis afspejle den tid, som de er vokset op i. Jeg vil endda gå så vidt, som til at påstå at vi, her i vores nutid, kun på den måde er tro mod de danse, der er beskrevet i dansehæfterne. For kun på den måde bliver vores oplevelse af dansen den samme, som den oplevelse datidens dansere havde.