Artiklen er oprindelig bragt i Landsforeningen Danske Folkedanseres medlemsblad Hjemstavnsliv nr 3 1996 som indlæg i en debat om dansestil. Artiklen er her lettere omskrevet i forhold til den oprindelige.
Det repertoire som man danser i en dansk folkedanserforening består stort set af danse som er indsamlet og beskrevet i den første trediedel af 1900tallet. Da langt de fleste af dansene således ikke længere findes i levende tradition, kan man ikke vide præcist hvordan de er blevet udført, men kan udelukkende henholde sig til en (i øvrigt meget grundig) beskrivelse af den enkelte dans´ figurer og trin.
Dette resulterer nemt i, at dansen bliver udført på en meget fastlåst og ufri måde, ikke mindst fordi mange folkedanserledere er af den opfattelse, at dansen skal udføres præcist som den står beskrevet for at være "rigtig". Det er naturligvis også på mange måder et fornuftigt synspunkt, set ud fra den anskuelse at det beskrevne repertoire er grundlaget for aktiviterne i en folkedanserforening.
Jeg er ikke desto mindre overbevist om, at man i gammel tid har danset med stor individualitet og jeg vil understøtte det med et par velkendte citater.
Først fra Grühner Nilsens "Vore Ældste Folkedanse", 1917 hvor der er en beskrivelse fra første halvdel af 1800tallet:" ..ti polskdansen gik, nej gik forslaar slet ikke, den snurrede, larmede, hvirvlede, suste hen over gulvet, et huj, et slag i bjælken saa strøvet dryssede ned, saa til den anden side..." og senere samme sted "Kvinderne lagde deres hænder paa meddansernes skuldre, og han tog dem med begge hænder om livet....".
Danselærer Jørgen Gad Lund beskriver i sin "Terpsicore" fra 1823 det, som vi i dag ville kalde "almindelig dansefatning", men skriver efterfølgende at "Undertiden ser man, at cavalieren omslynger damen med begge arme....." hvorefter han fastslår, at sådan bør man absolut ikke danse.
Der kan findes mange sådanne beskrivelser, men lad det være nok med disse to. Det første eksempel, der jo øjensynligt er hentet fra et temmeligt løssluppent selskab, viser tydeligt, at der her blev udøvet spontane varianter. Det andet eksempel er nedskrevet af en danselærer, endda i en lærebog. Han har nok bevæget sig i forholdsvis skolede miljøer, men også her har der åbenbart været variation (ellers havde det ikke været nødvendigt at nævne, at man ikke bør udføre en bestemt variant).
Et andet argument for individualitet i det traditionelle miljø er af mere indirekte art. Der er i 1970erne lavet et antal film/videoer med dansere, som kender en række danse fra en levende tradition, altså fra en tradition hvor dansene har været benyttet i det gængse sociale samvær. På disse optagelser er det tydeligt, at danserne udviser stor individualitet.
Jeg mener ikke der kan være tvivl om, at det også har været tilfældet i gammel tid (alene af den grund, at man i det traditionelle miljø jo udelukkende danser med det formål at more sig, og ikke for at kopiere en bestemt danseform).
Ud over den ovenfor beskrevne personlige "farve" dansen kan få, er det også væsentligt at være opmærksom på de mange forskellige varianter, der har eksisteret af de enkelte danse. Hvis man sammenligner indholdet i de dansehæfter, der er udgivet at Foreningen til Folkedansens Fremme (altså de danse der ligger til grund for repertoiret i en folkedanserforening) med de mange andre indsamlinger der findes materiale fra, er det tydeligt at der er mange varianter der ikke er beskrevet i den omtalte dansehæfter. Det hemmeligholdes da heller ikke. Allerede i første udgave af det først udgivne dansehæfte, som hedder "Hæfte 1" og er fra 1901, står der i forordet: "Udførelsen af en Dans er, undertiden endog på samme Egn, ikke ganske ens....". Man har, af simple praktiske årsager, været nødt til at foretage en udvælgelse af, hvad der skulle med. Målet var ikke at give en fuldstændig beskrivelse af alt, hvad der blev danset, men at give en række typiske eksempler på, hvad der blev danset.
Et forhold, som vi desværre mangler informationer om i forhold til de tidligste indsamlinger, er, hvilke sociale lag meddelerne kom fra. Der må givetvis have været forskel på det, som man fik at se ved en legestue i et fattigt daglejerhus, hvor der blev drukket heftigt, og hvor det hele sædvanligvis endte med slagsmål (og andet!!), og en høstfest hos en rig storbonde, der måske endda har haft råd til at sende sine døtre på danseskole i byen.
Man kan så spørge sig selv, om det, der bliver danset i en folkedanserforening, har noget at gøre med traditionsdans. Svaret må vel være, at det har det, men at det er en tradition, der aldrig har eksisteret andre steder end i folkedanserforeningerne! Danserepertoiret, som det fremstår i foreningsdansens egnshæfter, er, som direkte følge af at det er udvalgt og entydigt nedskrevet, blevet frataget sin lighed med det oprindelige dansemiljø. Hæfternes beskrivelse af een sand variant er således ikke et udtryk for det konkrete indhold i datidens dansemiljø, men et udvalg af dansevarianter, der med tiden er kommet til at fremstå som den indiskutable eneste sandhed.
Spørgsmålet er så, hvordan man som foreningsfolkedanser skal forholde os til denne kendsgerning. Jeg mener personligt, at en foreningstradition, der rækker tilbage til 1901 er ligeså god som alle mulige andre traditioner. Jeg lærer altid mine dansere at danse efter de beskrivelser der står beskrevet i egnshæfterne; ikke fordi disse danse er mere "rigtige" end alle mulige andre, men fordi det nu engang er de danse, man danser i foreningstraditionen. Jeg er ikke desto mindre helt overbevist om, at en flok dansere der (som nogen nok ville sige) fylder dansene med unoder, er meget tættere på den tradition vores danse er hentet fra, end den flok der mekanisk følger den nedskrevne fremstilling.
Slutbemærkningen kan meget passende være: Hvad er folkedans? Det er det, der bliver danset i en folkedanserforening!