© Kjeld Nørgaard, 1983
Artiklen er oprindelig bragt i Landsforeningen Danske Folkedanseres medlemsblad Hjemstavnsliv nr 4, 1983
Næsten alle mennesker har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med en form for folkedans Jeg tænker her ikke blot på foreningsfolkedans, men også på den folkedans der danses alle de steder, hvor man trods alt stadig bruger folkedans, ikke som underholdning en gang om ugen, men som en naturlig aktivitet når man er sammen. Det repertoire, der danses her, er naturligvis betydeligt mindre end det der danses i foreningerne, men er til gengæld kendt af næsten alle. Jeg tror, at de fleste i dette land kender Totur fra Vejle, Familiesekstur og Reinlænderpolka om ikke på anden måde, så dog af navn. Disse eksempler er alle karakteriserede ved deres simpelhed, men mærkeligt nok findes der en dans, der på trods af at den er ret indviklet også er meget kendt. Jeg tænker her på Væve Vadmel. Jeg har i tidens løb talt med adskillige personer, der, selv om de overhovedet ikke er spor interesserede i folkedans, kan fortælle, at de har været med til at danse Væve Vadmel. Grunden til denne store udbredelse skal naturligvis findes i, at dansen kan udføres uden musikledsagelse, at det er en sangleg.
Sanglegen og folkedanserudgaven er i det store og hele ens (for at støtte læserens hukommelse hvad angår folkedanserudgaven henvises til Lolland-Falster hæftet).
Der er dog to væsentlige forskelle. For det første udføres sanglegen med små trippende løbetrin, medens den i folkedansen er beskrevet med valsetrin. For det andet er den første tur forskellig i de to udgaver. Turen, som den er beskrevet i Tvermose Tyregods bog Danmarks Sanglege fra 1931 (herefter TT) danses på følgende måde (citat ):
Naar Sangen begynder, tager første Par hinanden ved Haanden og løber een gang op og ned mellem Rækkerne og derpaa op til Midten, hvor de svinger hinanden en halv Gang rundt ved højre Albuekrog. Derpaa løber Drengen op og svinger 2. Pige, Pigen ned og svinger sidste Dreng een gang rundt ved venstre Albuekrog; 1. Dreng og Pige løber tilbage til Midten og svinger hinanden rundt ved højre arm, hvorpaa de atter skilles, idet drengen løber til 3. Pige, Pigen til næstsidste Dreng og svinger disse rundt ved venstre Arm. De mødes atter i Midten, svinger hinanden ved højre Arm for derefter at forlade hinanden og svinge de næste i Rækkerne. Således vedbliver de skiftevis at svinge hinanden og een i Rækkerne, til disse er gennemgaaede.
-Derpaa sætter rækkerne sig på hug, hvorefter 1. Dreng og Pige tager hinanden ved hånden og løber, idet de begynder ved sidste Dreng, den dansende Dreng mellem Rækkerne og Pigen bag disse, op over Drengerækken og ned over Pigerækken. Naar de er naaet til Enden af sidstnævnte, slipper de hinanden og stiller sig op som sidste Pa rog 2. Par begynder på samme maade."
Det densevers, der benyttes til legen i dag, lyder, som de fleste nok ved, som følger:
Så væver vi vadmel
så slår vi det sammen
væver vadmel, slår det sammen
lader skyttelen gå.
Man har tidligere forskellige steder i landet benyttet flere dansevers. I TT er der angivet yderligere fire vers:
Vi neje vi nikke
Vi vralte vi vrikke
Neje, nikke; vralte vrikke
Lader skyttelen gå.
Vi synge, vi tralle
så lystelig alle
Synge, tralle, lystig alle
lader skyttelen gå
Så spoler vi tutter
så væver vi rutter
spoler tutter, væver rutter
lader skyttelen gå.
Så vandrer vi hjemad
så spiser vi femmad
vandrer hjemad, spiser femmad
lader skyttelen gå.
Ikke mindst sanglegsudgaven er særdeles interessant gennem sin lighed med forskellige andre danse. Sanglegens førsteturs lighed med, til dels Dronningens Dans fra Fyn og i særdeleshed Gedebukkedansen, er tydelig (Dronningens Dans er beskrevet i Fynshæftet og Gedebukkedansen er dels beskrevet i Vesteregnshæftet og dels i TT). Sidstnævnte dans er næsten identisk med førsteturen i sanglegen Væve Vadmel. Personlig tror jeg, at Gedebukkedansen er den yngste, da den er en smule mere raffineret end Væve Vadmel, og derfor kan sees som en videreudvikling af denne.
Her vil jeg indskyde et citat fra det svenske tidsskrift Dans nr 25, 1979, hvor Børje Wallin i en artikel om dansehistorie skriver:
Tidigare eller samtidigt med Tre-, Fyr- og Sextur kom de enklaste varianterna av Væve Vadmal eller som den också kallades Getabockadansen
At den på et tidspunkt, ganske vist i Sverrig, har haft begge betegnelser, tyder også i høj grad på, at slægtskabet er mere end tilfældigt. Også i TT nævnes det, at man i Sverrig har fundet gedebukkeverset som en del af teksten til Væve Vadmel. Det danske vers til gedebukkedansen lyder således:
Mine gedebukke, mine gedebukke
bider barken af træer.
Mine gedebukke, mine gedebukke
bider barken af træer.
Jeg troer de er gale,
jeg troer de er gale.
Dette vers har iøvrigt haft stor udbredelse. I en nodesamling med navnet "Danske Folkedanse Opførte på Tivoli i Sommeren 1901" udgivet på Det Nordiske Forlag af Louis Scheiding, er teksten opført sammen med melodien til Bitte Mand i Knibe. Den passer ikke særligt godt til melodien, med med lidt god vilje kan det godt synges. Dansen kaldes i denne samling for Den Lille Mand.
Vil man undersøge hvor turen oprindeligt kan stamme fra, skal man muligvis til England. Jævnføre en artikel af Børje Wallin i Dans nr 3 1980, findes der en engelsk dans, der er beskrevet allerede i 1650, som har tydelige lighedspunkter med Væve Vadmels 1. tur. Dansen hedder Sir Roger de Coverly eller Virginia Reel og danses til den musik, der også er kendt under navnet Irish Washerwomen. Dansen er stort set identisk med Blaydon Races (den vi normalt kalder Den Lille Englænder), men den indeholder en afdelig, der netop består i, at første parret har armkrog, skiftevis med hinanden og med danserne på rækkerne, indtil de til sidst har danset med alle.
Dette viser naturligvis ikke, at Væve Vadmel har denne høje alder, men vi kan konstatere at selve dansefiguren er temmelig gammel.
Anden turen er meget speciel for netop Væve Vadmel. Jeg kan ikke komme i tanke om en tilsvarende figur, hverken i andre folkedanse eller i andre sanglege.
Tredie turen genfindes i identisk form i Trommelvalsen fra Randers, bortset fra at man her kun er tre par. Derudover kan man nævne et utal af danse, hvor figuren findes i en simplere form, blot som en enkelt port (f.eks. Den Halve Kæde fra Sjælland).
Fjerde turen vil jeg ikke knytte nogen særlig kommentar til, medens femte turen godt kan få et par ord med på vejen.Denne tur kendes nok af de fleste enten som en selvstændig leg, eller eventuelt blot som afslutning på for eksempel en marchleg. I Gruner Nielsens bog Vore Ældste Folkedanse kan man på side 23 læse, at man visse steder har brugt denne tur som en Kehraus, og altså er løbet en tur gennem alle husets rum, inden man lavede oprulningen. Dette er nok en ret ny udgave af legen, de det forekommer mig at stride mod legens ide om at illustrere tilblivelsen af en rulle vadmel.
Den sidste tur, pardansen, er antagelig heller ikke en oprindelig tur, da den ikke kan siges at have noget med selve væveprocessen at gøre.
Dansen er som nævnt særdeles udbredt ikke blot i Danmark. Også i Sverrig, Norge og Finland findes den med stort set samme dansemåde og med samme navn. I England findes der en tilsvarende dans, der hedder Weave the Diaber, og også i Tyskland har jeg set en dans, der minder meget om vor hjemlige Væve Vadmel.
Som det gælder for mange folkelige melodier, har også denne fundet vej til kunstmusikken. Komponisten C.C.Møller (1823-1893) har anvendt den i musikken til August Bournonvilles' ballet Arcona. Dels bruger han melodien i uændret form, og dels har han lavet et B-stykke i mol samt to trioer, hvor han spiller nogle mere eller mindre genkendelige variationer over den oprindelige melodi. Det kan i forbindelse med C.C .Møller nævnes, at det er ham, der har komponeret den kendte melodi Århus Tappenstreg.
Væve Vadmel er som bekendt ikke den eneste sangleg eller folkedans, der illustrerer en arbejdsproces. Der findes adskillige danse, der gennem deres navn antyder, at de har forbindelse med det daglige arbejde, men en omtale af disae vil ikke blive givet her.