Forside til dansemester Gottfried Tauberts bog om den franske dansekunst. Bogen udgives i Danmark i 1742. (ref 3 side 157).
Artiklen er oprindeligt
publiceret i Spillemandslauget Østjydernes udgivelse 1986 om Erik
Jensens Nodebog fra 1790
Indledning
Man kan i forbindelse med omtale af alle former for folkekultur støde på to helt modsatte teorier om et givet kulturelements oprindelse. I dette tilfælde, der handler om dans og musik, går den ene holdning på, at folket har set adelens/hoffets danse og har efterlignet dem efter bedste evne, medens den anden holdning siger, at folkets danse er opstået i folket selv.
Der kan, set fra et dansehistorisk synspunkt, ikke være tvivl om, at der på bestemte tidspunkter har eksisteret danse, der blev danset både blandt adel og bonde. Spørgsmålet er blot, hvem der har lært af hvem!
Man må gøre sig klart, at adelens liv var meget forskelligt fra de almindelige bønders. Den levede (i det mindste set fra bøndernes synspunkt) i pomp og pragt, på slotte og herregårde omgivet af store og prangende parkanlæg. Man var adelsmand qua sin titel, og ikke som følge af det, man udrettede. Man var aktør i en stor iscenesættelse, der havde til formål at repræsentere ens egen status over for den vulgære befolkning (se ref 13). Og i dette spil indgik blandt andre ting festlighed og dans. Man havde ansat professionelle dansemestre til at undervise i dans, så man kunne føre sig frem på dansegulvet uden at tabe ansigt.
Disse dansemestre rystede naturligvis ikke blot nye danseformer ud af ærmet. De blev inspirerede af kolleger i andre lande og de så på, hvad almuen dansede hvilket bl.a. fremgår af føgende citater:
...Fastelavns mandag kørte
kongehuset til Ny. Amager og så på bøndernes løjer...
...Når herskabet rejste
i Sønderjylland, forsømte det ikke at lade hente folk fra
"den ø eller Indtzel Føer", som opvartede med nationaldanse.
... den kongelige familie og
hele hoffet iførte sig amagerdragte og kørte ud på
Amager, hvor de dansede efter lyden af sækkepiper og skurrende violiner
(ref 5 side 44)
Ser kongen en folkelig danseform, han synes om, må man formode, at dansemesteren bliver sat til at lave noget tilsvarende. Da han jo er professionel, bliver det naturligvis et mere avanceret produkt (set fra et teknisk synspunkt) både koreografisk og musikalsk, men alligevel et produkt med den folkelige grundform.
Forside til dansemester Gottfried
Tauberts bog om den franske dansekunst. Bogen udgives i Danmark i 1742.
(ref 3 side 157).
Omvendt har bønderne, i hvert fald nogle steder, været vidende om, hvad der foregik af danse- og spilleaktiviteter på slottene. Det fortælles fra Valdemar Slot på Tåsinge, at der ved visse lejligheder var musik i flere dage og at: "De bønder på egnen, som kunne spille, blev beordret til at møde og spille med" (ref 19 side 210).
Et andet samfundsforhold, der sandsynligvis
har haft betydning for spredningen af dansene, er den fundering af et forholdsvis
stort og velbeslået borgerskab, der sker i løbet af 1700tallet.
I forbindelse hermed kan man observere en blomstrende aktivitet i de såkaldte
klubber. Man mødtes i klubberne for at diskutere politik (ikke indenrigspolitik,
der var et ukendt begreb under enevælden, men verdens begivenheder
og tidens ideer), for at læse eller for at spille kort. I disse klubbers
regi blev der
også afholdt baller, og her
var det naturligvis vigtigt, at man kendte de nye danse, så man kunne
optræde på dansegulvet med den fornødne anstand (ref
3 side 153 ff). Det følgende citat omtaler en person fra det finere
københavnske selskabsliv, søofficer Peter Schiønning
(1732-1813).
... Selv lærte han først
som søkadet at danse.... ....Til gengæld sørgede
han for, at hans døtre som ganske små i 1783 begyndte at lære
at danse og at tale fransk....
(ref 3 side 174)
Der var med andre ord (i hvert fald i de større byer) opstået et marked for danseundervisning. Efter kort tid begyndte de første udgivelser fra danselærerne at dukke op. Den første dansebog, der kendes med egentlige selskabsdanse blev udgivet 1780 af H. H. Jacobsen og havde titlen: "Samling af de nyeste engelske Danse med Tourer af Hr. Pierre Laurent" (ref 21 side 13).
Denne danselæreraktivitet blandt borgerskabet har givetvis smittet af på repertoiret i de mere folkelige danseboder på markedspladser og ved udflugtsmål, og herfra kunne nye modedanse hurtigt spredes ud over landet.
Kobberstik fra 1792. Billedet viser
det folkelige liv i Dyrehaven. Bemærk spillemanden og de dansende.
(ref 3 side 189)
Et eksempel på et sådant modefænomen er kvadrilledansene, der var utrolig populære i starten af 1800-tallet. Af de utallige kvadrilledanse, der i dag findes beskrevet, er nogle få antagelig identiske med danse fra danselærerudgivelserne. Langt størsteparten har man formodentlig selv konstrueret, hvilket den store variation, der findes fra egn til egn, tyder på. Det, der var moderne, var kvadrillen som danseform. Den konkrete udformning har man selv fundet på.
Der skal til sidst omtales et forhold,
der også synes at have haft en vis indflydelse på danserepertoiret,
nemlig teatrene.
Under Christian VI, der regerede
i perioden 1730-1746, lå det offentlige forlystelsesliv næsten
stille. Kongen var dybt religiøs og var modstander af alt, der kunne
bringe tankerne bort fra det gudelige. Pietismen blomstrede, og teatrene
lukkede. Da Frederik V besteg tronen i 1746 indtrådte der ganske
andre forhold. København blev meget hurtigt et centrum for al slags
forlystelse, ikke mindst teater. En stor del af repertoiret var naturligvis
de gammelkendte stykker fra før 1730 (bl.a. mange af Holbergs værker),
men en ny type teater dukkede op i sidste halvdel af 1700-tallet (ref 3
side 183 ff). Dette hænger sammen med en holdningsændring,
der begyndte at slå igennem i hele samfundet, og som idag kan aflæses
i datidens digtning (fx hos Ewald og Baggesen). Man taler om, at der sker
en individualisering. Digterne hyldede ikke længere kun Gud,
kongen og samfundets urokkelige orden. Man var begyndt at skrive om sig
selv og sine følelser. Scenen for disse mere indadvendte og personlige
tekster henlægges ofte til naturen (i betydningen et landskab, der
betragtes af mennesket) (ref 2 side 9 ff). Romantikken er ved at dukke
op. Slottenes og herregårdenes parkanlæg ændres fra den
regelbundne og symmetriske form til imitationer af det naturlige landskab
(ref 15), og på teatrene opføres stykker, der er henlagt til
"naturlige" og folkelige omgivelser gerne med indlagte sange i "folketone"
og med indlagte danse konstrueret i folkelig stil (ref 1 side 9). Mange
af disse stykker blev umådelig populære og var på succesombruste
turneer.
Såfremt folk fandt smag i de indlagte danse, tog man dem naturligvis til sig og dansede dem selv. Et eksempel herpå findes i Carl Schalls "Vaskepigerne og Kiedelflikkeren" fra 1788, hvorfra Kedelflikkerdansen stammer (Desværre er jeg ikke i besiddelse af koreografien til balletten, men da dansen findes beskrevet i identisk form fra modsatte hjørner af landet, da den virker konstrueret (kedelflikkertrinnet findes kun i denne ene dans) og da musikken er næsten mage til den oprindelige, går jeg ud fra, at dansen stammer fra stykket.). Stykket har tydeligvis været på turne. Den 26/2 1789 opførtes stykket i teatersalen på Valdemar Slot på Tåsinge (ref 19 side 334), og desuden findes dansen beskrevet af Foreningen til Folkedansens Fremme fra Bornholm og Vendsyssel (ref 8 og 6).
En konklusion på dette afsnit må blive, at almuens danse ikke blot var en efterligning af de højere klassers danseformer. Man har fra dansemestrenes side set på almuens danse, man har bearbejdet dem til eget brug, og ad forskellige veje er dansene vendt tilbage til almuen igen. Dansematerialet har med andre ord gennem tiden udviklet sig gennem et samspil mellem forskellige befolkningsgruppers danse.
Jeg vil i det følgende koncentrere
mig om menuetten, polskdansen og engelskdansen, da disse danseformer udgør
langt den største procentdel af de danse, der er repræsenteret
i denne periodes spillemandsbøger.
Menuet.
Menuettens oprindelse henføres normalt til Frankrig og placeres tidsmæssigt midt i 1600-tallet. Den første menuet skulle være komponeret af Ludvig XIV's hofkomponist Lully i 1653 (ref 5 side 41), og i perioden herefter har dansen opnået en utrolig popularitet. Den første omtale fra dansk grund stammer fra 1709, hvor Frederik IV fortælles at danse menuet, iøvrigt uden større held (ref 5 side 37). Omkring 1700 var menuetten udviklet til en meget avanceret danseform. Der fandtes omkring 100 forskellige varianter, af hvilke enkelte var så vanskelige, at det tog mindst et år at lære dem (der henvises til ref 22 for en nærmere beskrivelse af tidens mange menuetformer). Dansen siges oprindelig at være en folkelig dans fra Poitou, som, i forbindelse med en landlig fest, var faldet i Ludvig XIV's smag (ref 16 side 59).
For nu at vende tilbage til det danske, findes der fra 1700-tallet flere omtaler af menuetten (ref 5 side 40 f). I de bevarede spillemandsbøger udgør disse i næsten alle en stor procentdel af repertoiret. Antallet af bøger er imidlertid ikke så stort (12 stk), og kun nogle af bøgerne kan med sikkerhed tilskrives almuen. Blandt disse hører antagelig herværende bog (ref 14 side1og 33). Det statistiske materiale er med andre ord ikke så stort, men man kan konstatere, at menuetten har været kendt og, bedømt ud fra det foreliggende materiale, temmelig udbredt.
Spørgsmålet er, om det kan være rigtigt, at en så kompliceret dans, som menuetten åbenbart var, er blevet overtaget af almuen om end muligvis i forenklet form.
Hvis man ser på, hvorledes
den menuet, der anvendes i folkedanserforeningerne idag, danses, er den
ganske simpel (mollevit og menuet betragtes under et, da de er omtrent
ens). Danses trinet til en seks-tælling, får det følgende
udseende idet h=højre
fod og v=venstre fod:
1 2 3 4 5 6 1 2 3 4 5 6 osv.
h v h v
h v h v
Det vil nu vise sig interessant at sammenligne denne danseform med den, der er beskrevet af Foreningen til Folkedansens Fremme i "Hefte III", under navnet "Tospring" fra Tarm. I denne dans har man hinanden i hånden i en kæde. Under dansen bevæger man sig i pilenes retning:
1 2 3 4 5
6 osv
h
v h v
< <
< >
Såfremt man, i stedet for
at bevæge sig sidelæns, bevæger sig fremad, bliver trinet
identisk med menuettrinet. Prøv selv.
Tospring har, i det mindste i Jylland, været ganske udbredt. Gruner Nielsen har ikke mindre end 16 meddelere, der omtaler dansen (ref 12 side 10 ff). Det påvises endvidere, at dansen er identisk med dansen "Harboskrep" og "Börchinddands", og at i hvert fald sidstnævnte dansedes til visesang omkring 1700 (ref 12 side 17 og 38). Denne danseform har altså været kendt i hele 1700-tallet, og som påvist ovenfor er dansen næsten identisk med menuetten. Desuden skal det bemærkes, at Tospring minder påfaldende meget om den visedans, der benyttes den dag i dag på Færøerne, samt at denne visedans er næsten identisk med en fransk "Branle Simple", der omtales i Arbeus's Orchesographie fra 1583 (ref 10 side 153).
Da menuetten dukkede op her i landet,
kunne almuen med andre ord fortsætte med at danse et trin, de hele
tiden havde anvendt, blot til nogle nye figurer, og under et nyt navn.
Når det siges, at: "Bønderne danser.. ..en svag efterligning
af menuetten" (ref 5 side 40 f), er det altså på sin vis
korrekt. Det skyldes blot ikke, at bønderne forgæves forsøger
at danse overklassens dans, men at overklassen har ændret dansen
så meget, at den ikke længere kan genkendes.
Polskdans.
Polskdansens oprindelse fortaber sig, til forskel fra menuettens, i de fleste dansehistorier ganske i tåger. Den første danske omtale er fra 1647 (ref 12 side 49), og dansen har øjensynlig i 1700-tallet været ganske overordentlig populær (ref 12 side 44). I de bevarede nodebøger er betegnelsen særdeles udbredt, men her skal man huske på, at det ikke nødvendigvis indikerer en stor udbredelse blandt almuen, jævnføre kommentaren til menuetten. Der er imidlertid to andre ting, der peger på en stor udbredelse, og det er for det første, at der i mange af samtidens omtaler af fester fortælles, at der dansedes polsk (ref 5 side 26 ff), og for det andet at polskdansen som begreb åbenbart indgik i mange sammenhænge. F.eks. siger Nille i "Jeppe på Bjerget" til Jeppe, at hun vil lade stokken danse polskdans på hans ryg (for flere eksempler se ref 18 side 122). Et sådant billede er naturligvis kun morsomt, såfremt dansen er almindelig kendt.
Der kan således ikke være nogen tvivl om, at dansen har været meget udbredt, men hvor kom den fra, hvordan blev den danset og hvor er den blevet af?
Hvad angår dansens oprindelse findes den største undersøgelse i Nordlinds bog "Studier i svensk Folklore", kapitlet om "Den svenska polskans histona". Han har her undersøgt et meget stort kildemateriale, især af musikalsk art, hidrørende fra en stor del af Nordeuropa, og det sandsynliggøres, hvad man også ville forvente, at der er et fællesskab mellem den tyske polnisch og de i Norden anvendte navne polsk, pols og polska (ref 17 side 352). I udforskningen af dansens oprindelsessted og vandring gennem Europa sammenstilles på snedig vis en lang række af de danse, der dansedes ved de forskellige nationers hoffer, blandt andet den såkaldte courant. Konklusionen er ikke helt klar, men Nordlind mener, at dansen har sin oprindelse i Polen, hvilket navnet også antyder, og at den i sin udformning var påvirket af den italienske dansemode, i hvert fald i de afledte danseformer, der brugtes ved hoffet (ref 17 side 357 ff, ref 18 side 121).
Alle disse overvejelser siger os imidlertid ikke meget om, hvordan man har danset dansen ved landsbyens fester, idet man nok kan antage (i lighed med menuetten), at der ikke har været megen lighed mellem høstkarlens polskdans og kongens courant.
Et slående forhold ved de kendte samtidige beskrivelser er, for det første, at polskdansen ofte omtales som tæt knyttet til menuetten, og for det andet at det åbenbart gik vildt for sig, når der dansedes (f.eks. ref 5 side 26 ff). Hvad angår det vilde siger det os ikke meget, eftersom selv den adstadigste dans kan synes vild, såfremt stemningen er høj, og folk har fået noget at drikke. Desuden er de skrevne udsagn udført af folk fra de højere klasser, der nok mente, at dans burde udføres med en vis anstand. Derimod er det interessant, at polskdansen sættes i forbindelse med menuet. I (ref 5 side 28) kan man læse. en beskrivelse fra 1798, hvor bønderne fortælles at danse menuet "først med jævne og siden med nogle som vi kalder pohlske trin", og i (ref 18 side 135) fortælles fra en folkelig dansesal i London 1792 at der dansedes menuet, men at "menuetterne var mere polska".
Selv om der umiddelbart ikke synes
at være megen lighed mellem en kvik runddans og menuet, kan ligheden
let demonstreres. Det er et spørgsmål om at prøve.
Sammenlignes fodflytningen i menuet
med det svenske østgøtasteg, der anvendes i visse slængpolskaformer,
finder man i princippet den samme fodflytning blot hurtigere, og sættes
tempoet yderligere i vejret fremkommer "Jydsk på Næsen"-trinet.
Sidstnævnte dans, der altså kan afledes af menuetten, vil blive
omtalt lidt nærmere.
Dansen findes sprogligt i en mængde varianter, der alle synes at være afledt af Jydsk Polonæse. Efter Nordlinds mening er polonæs blot de højere klassers betegnelse for polskdans, en betegnelse, der skulle være opstået i starten af 1700-tallet (ref 17 side 373). Det er således ikke umuligt, at Jydsk på Næsen repræsenterer et dansk eksempel på en overleveret polskdanseform. Teorien kan anfægtes på tre punkter (ref 11 side 75): 1) dansen består udelukkende af omdansning, 2) der danses i valsebane og 3) dansens tempo er moderat.
Hvad angår det første punkt bygger indvendingen på, at polskdansen siges oprindeligt at bestå af to dele, dels et fremadgående afsnit og dels en runddansning. Idet det bemærkes, at mange polskdanse består både af et 2/4-stykke og et 3/4-stykke, skulle det gående afsnit være knyttet til den første del af musikken og runddansningen til den sidste (ref 17 side 365). Nyere polskmelodier er dog ofte karakteriserede ved kun at være i én taktart, som regel 3/4, hvilket også stemmer overens med, at runddansen på et tidspunkt løsrives og danses selvstændigt (ref 12 side 52, 64). At en eventuel overleveret form skulle ligne en sådan yngre type kan vel ikke forbavse.
Hvad angår den anden indvending bygger den på, at polskdansens runddansning antagelig foregik på stedet (ref 12 side 64). Først ved århundredeskiftet til det 19. århundrede blev det moderne -med valsens indtog - at bevæge sig rundt i salen samtidig med en parvis runddansning. Jydsk på Næsen kan imidlertid sagtens danses på stedet, og der er vel ikke noget at sige til, at man under påvirkning af, at næsten al anden pardans foregik i valsebane, også lod de gammelkendte foregå på denne måde.
Endelig kan det tredie punkt hurtigt
tilbagevises. For det første kan Jydsk på Næsen næppe
betegnes som en dans i moderat tempo, og hvis man savner den vildskab,
som polskdansen skulle have, er denne som tidligere nævnt meget tvivisom.
Nu skal man naturligvis ikke udfra
det ovenstående konkludere, at der kun fandtes én måde
at danse polsk på, og at den hermed er identificeret. Der eksisterede
givetvis mange varianter, og i tidens løb har mange af dem udviklet
sig til en form, der ligger uigenkendeligt fjernt fra den oprindelige,
og muligvis nu eksisterer under helt andre navne. Omvendt er navnet polsk
med tiden blevet påheftet danse, der intet har med den oprindelige
polsk at gøre, eksempelvis "Polskdans" fra Vejle (ref 9).
Det skal til sidst nævnes,
at man i mange ældre omtaler af polskdans finder, at der til dansen
var knyttet en efterdans, der benævnedes "Serras" eller "Ost og Brød".
Denne dans' udvikling og eventuelle dansemåde vil ikke blive omtalt
her.
Engelskdans.
Engelskdansenes oprindelse er ikke, på samme måde som det er tilfældet for mange andre danses vedkommende, ganske uklar. Det er her temmelig sikkert, at dansemestrene er blevet inspirerede af almuens danse, og derefter har nykonstrueret danse i samme stil. De danseformer, det drejer sig om, er danse, der benytter sig af en form for opstilling, f.eks. kvadrille, række eller kreds.
Den ældste kendte samling af sådanne danse er den engelske musikforlægger John Playfords "The English Dancing Master", første gang udkommet i 1650. Bogens indhold af danse har sandsynligvis dels været nedskrivninger af eksisterende almuedanse, og dels danse konstruerede med brug af de figurer, der fandtes i disse allerede eksisterende danse. Der skelnes i bogen ikke mellem de to dansetyper, og de konstruerede danse ligger antagelig i stil tæt op ad de optegnede (ref 20 side 8 ff). Bogen udkom adskillige gange i stadig udvidede udgaver, og da bogen udkom sidste gang i 1728, var der udgivet ikke mindre end 917 danse, alle med egen beskrivelse og melodi (ref 16 side 73).
Der hersker en del forvirring omkring de navne, man dengang brugte til disse opstillingsdanse, idet man i forskellige lande har brugt varierende navne til de samme danseformer, medens omvendt det samme navn i forskellige områder kan dække over forskellige danse. I slutningen af 1700-tallet synes det her i landet at være almindeligt at betegne danse på række som "Engelskdanse" og danse for fire par opstillet i firkant som "Kontradanse" (ref 5 side 50).
Den følgende udredning over
den historiske sammenhæng er efter den franske danseforsker J. M.
Guilcher og behandles her meget kortfattet. I (ref 1 side 106 ff) er der
en grundig omtale.
I Playfords udgivelser foregik der
gennem årene en ensretning af danseformerne, således at han,
fra i den første udgivelse at have mange forskellige opstillingstyper,
skifter til at beskrive næsten udelukkende rækkedanse. I Frankrig
skulle man forholdsvis tidligt have ladet sig inspirere af disse engelske
danse, idet man videreudviklede en allerede eksisterende to-pars dans (Cotillon)
til en dans for fire par, hvor man i denne benyttede sig af figurer fra
de engelske danse. Man støder her på betegnelserne "Contredanse
anglaise" for rækkedanse og "Contredanse francaise" for fireparsdanse.
Af Anglaisen udvikledes senere Ecossaise, der en næsten identisk
med den førstnævnte, men er en smule kvikkere.
Disse danse opnåede også i Danmark en umådelig popularitet, og bredte sig i løbet af 1700-tallet til selv den mindste flække, formentlig via det finere borgerskabs baller og videre ud til den almindelige befolkning gennem danseboderne, således som det er omtalt i indledningen.
Der findes fra perioden omkring overgangen
til 1800-tallet et utal af melodier, der blot bærer betegnelsen "Engelskdans".
Hvorvidt der til hver melodi har værer knyttet en bestemt dans, eller
om man på en bestemt egn har danset en enkelt eller nogle få
engelskdanse og blot haft et stort melodiudvalg, er svært at sige.
For dog at have et eksempel på, hvad der kunne danses til disse melodier,
vises her et tryk af en af de engelskdanse, der blev udgivet i 1780 (fra
ref 1 side 124).
Det ville være interessant, om man kunne finde eksempler på danske opstillingsdanse fra tiden før engelsk- og kontradanse-moden skyllede ind over landet. Langt størstedelen af den del af det danske folkedanserepertoire, der består af danse for to eller flere par, har sin rod i denne mode, men en nærmere analyse af stoffet vil antagelig kunne afsløre ældre danseformer. Det vil i et sådant projekt være fornuftigt bl.a. at se på sangdansene, idet man her kan finde meget gamle former overleveret. Dansene (af os kaldet sanglege) har blandt børn kunnet leve deres eget liv uafhængigt af modefænomener i den voksne verden (ref 4 side 7).
En undersøgelse af dette interessante
område vil imidlertid ikke blive udført her.
Anvendt Litteratur:
(1). Bakka, Egil m.fl.: Rekkedanse,
Linjedanse. (StockhoLm 1979).
(2). Bredsdorff, T.: Digternes natur.
(København 1976).
(3). DagtigLiv i Danmark, bind III.
Ved A. Steensberg. (DK 1981).
(4). Feilberg, H. F.: Bro-Brille-Legen.
En sammenlignende studie. (Stockholm 1905).
(5). Folkedansen i Danrnark. Ved
Ralph Holm og Klavs Vedel. (København 1946).
(6). Foreningen til Folkedansens
Fremme: Folkedanse Beskrivelser Hefte II 1980.
(7).
Folkedanse Beskrivelser Hefte III 1983.
(8).
Gamle danse fra BornhoLm 1982.
(9).
Gamle danse fra Vejle Vesteregn 1976.
(10). Grüner Nielsen, H.: Dans
på Færøerne. I "Nordisk KuLtur" bd 24, Red. Brøndum-NieLsen
m.fL. (StockhoLm 1934).
(11). Grüner Nielsen, H.: Folkelig
Vals. (København 1920).
(12). Grüner Nielsen, H.: Vore
ældste Folkedanse. (København 1917).
(13). Habermas, J.: Borgerlig offentlighet.
(DK 1980).
(14). Horn, F.: Danske nodebøger
fra det 18. århundredes sidste halvdel, speciale fra Københavns
Universitet (1964). Upubliceret.
(15). Lærke, M.: Edens Haver.
I "Kritik" nr 50, 1979.
(16). Nordlind, T.: Dansens Historia.
(Stockholm 1941).
(17). Nordlind, T.: Studier i Svensk
Folklore. (Lund 1911).
(18). Nordlind, T.: Svensk Folkmusik
og Folkdans. (Stockholm 1930).
(19). Reventlow, S.: Musik på
Fyn. (Århus 1983).
(20). Sharp, C. J.: The Country
Dance Book, part II. (London 1927).
(21). Urup, H.: Danseskolevirksomhed
i Danmark. I "Meddelelser fra Dansk Dansehistorisk Arkiv" nr 1, 1981.
(22). Zachariassen, C.: Om Menuetten.
I "Musik" nr 8, 1970.